Et produktionsskoleophold er i sig selv ikke formelt kompetencegivende.
Ikke desto mindre er det sådan, at unge der går på Næstved Unge Center opnår en lang række kompetencer på det personlige, sociale og faglige område.
Og det skal synliggøres. Det skal synliggøres, hvad de unge har været igennem, for at opnå de kompetencer de har tilegnet sig i de enkelte forløb. Og så skal de opnåede kompetencer være direkte kommunikerbare, således at de modtagende enheder, eksempelvis EUC Sjælland, kan se, hvad de unge har opnået i forløbet på NUCP.
I dag er det ikke tilstrækkeligt alene at føre iagtagelser, observationer, samtaler og andet til logbogen. I dag skal der foreligge et synligt bevis på opnåede kompetencer på de sociale, personlige og faglige kompetencer, for hermed at sikre de unge en bedre mulighed for at gennemføre en ungdomsuddannelse.
Samtidig skal dokumentationen have sådan en karakter, at den synliggør de små sejre, som de unge skridt for skridt opnår frem mod målet - og som er formålet med opholdet på NUCP. Endelig skal læringen kvalitetssikres på en fremadrettet måde.
Derfor har Næstved Unge Center og Produktionsskole valgt OCN som metode til at dokumentere den læring der finder sted, på et valgt forløb på NUCP.